news

DISSING+WEITLINGs arbejde repræsenteret i det nye oversigtsværk "Dansk design nu"

dissing-weitling-dansk-design-nu-20161026.jpg

"Dansk design nu" er den første samlede fremstilling af dansk design i det 21. århundrede.

Bogen forholder sig til designpolitik, bæredygtighed og velfærdsdesign og kommer bredt rundt om designbegrebet med ikoniske eksempler fra beklædning, legetøj, møbler, køkkendesign, grafisk design, lyddesign, kunsthåndværk, industrielt design og ikke mindst det offentlige rum og arkitektur, hvor DISSING+WEITLING er repræsenteret med vores kontorbygning til ISS i Søborg og Cykelslangen i København. 

I kapitlet ”Det offentlige rum” skriver Lars Dybdahl - bogens redaktør og forskningschef på Designmuseum Danmark - om fænomenet city-branding:

”Byerne skal strategisk kommunikeres over for omverdenen som et varemærke, som et brand. Den enkelte bys værdigrundlag skal afklares, gives attraktive former, understøtte velfærd og udstråle rig kulturel kapital. Om en by fungerer, tiltrækker liv og tilfredsstiller nutidige behov er nært forbundet med netop kvaliteten af byrummet. (…) Design i det offentlige rum må træde i karakter med værdier og betydninger, der ikke kun lever op til et krav om rationel produktion og funktionalitet i brug, men samtidig rækker langt videre, skaber stemning og atmosfære og måske også optræder udfordrende med elementer af kritisk design. Vi forventer, at de offentlige objekter og faciliteter i byrummet fungerer godt, at de udmærker sig ved brugervenlighed, besidder høj informationsværdi og understøtter det sociale liv." 

I den sammenhæng fremhæver Lars Dybdahl blandt andet Cykelslangen: 

”Cykelslangen skabte et nyt offentligt rum i København, da den åbnede i sommeren 2014. En 230 meter smutvej gennem ”cyklernes by” snor sig i første sals højde over vandet og mellem bygninger fra Kalvebod Brygge til Havneholmen – om natten et lysende element.” 

Også vores bygningsarkitektur fremhæves. Afsnittet ”Rummet som en strategisk ressource” handler om planlægning og indretning af kontorfaciliteter, og her beskriver bogen vores arbejde med hovedkvarteret til den internationale facility management-virksomhed ISS:

”Gentænkningen af faciliteterne sammen med medarbejderne under opførelsen af ISS’ hovedkvarter ledte til en radikalt ny arealdisponering. Et rundt rum med avanceret, vægintegreret teknologi udgør hjertet i bygningen, der ellers kun har få fikserede siddepladser og kontorer, men mødeområder og lange bordforløb tilegnet ad hoc-arbejde og tilfældige møder. Det enkle og rene udtryk i indretningen er symbolsk i overensstemmelse med virksomhedens virke.” 

"Dansk design nu" udkom på forlaget Strandberg Publishing i sidste uge og samler op på Designmuseum Danmarks permanente udstilling af samme navn, som åbnede i foråret 2016. Gennem 30 illustrerede temaartikler og 20 interviews kaster bogen lys over den komplekse udvikling inden for de seneste 15 års design i Danmark.