news

DISSING+WEITLING tegner 8 kilometer lang supercykelslange i Kina

dw-xiamen-bridge.jpg

Tegnestuen har netop vundet en stor opgave om at tegne en 8 kilometer lang cykelforbindelse i den sydøstkinesiske havneby Xiamen. Cykelhøjbanen bliver et pilotprojekt i forhold til at skabe bedre betingelser for cyklister i de tætpakkede asiatiske storbyer.

Udlandet har virkelig fået øjnene op for Københavns store bymæssige kvaliteter. I de seneste år er byen adskillige gange kåret som verdens bedste by at bo i af førende medier. Et af de aspekter, der fremhæves gang på gang, er byens mange fodgænger- og cykelbroer, der kobler byen sammen og gør den mere tilgængelig. Og de rige cykelerfaringer fra København bliver nu eksporteret. Dissing+Weitling arbejder for tiden på en håndfuld internationale projekter, som skal forbedre forholdene for cyklister i storbyer verden over. Blandt andet har vi netop vundet en stor opgave om at tegne en lang cykelhøjbane i den sydøstkinesiske havneby Xiamen. 

Xiamens brede boulevarder er forbeholdt biler og decideret livsfarlige at bevæge sig rundt på for cyklister. Derfor bliver den løftede cykelforbindelse en kærkommen forbedring af byens infrastruktur for cyklister. Den kommende cykelbro i Xiamen er en selvstændig struktur, der løber i anden sals højde langs en eksisterende højbane til offentlige busser. Fra den 8 kilometer lange supercykelslange udgår der små stikbroer med cykelparkeringsløsninger og adgangsforhold til indkøbscentre og offentlige administrationsbygninger direkte fra bro til bygning i anden sals højde. 

Udfordringer for cykeltrafikken kræver nye løsninger

I de hastigt voksende asiatiske storbyer er det ikke unormalt med restauranter, butikker og offentlige funktioner med indgang i anden sals højde. Befolkningstætheden er massiv, og som en logisk konsekvens af mange mennesker på få kvadratmetre foregår det offentlige byliv ofte på flere niveauer, i flere etager. Løftede gangbroer langs vejbaner er heller ikke et ukendt fænomen i de tæt pakkede storbyer. Man kender dem især fra Hong Kong og Bangkok, men supercykelslangen i Xiamen bliver en hidtil uset løsning i forhold til at skabe bedre og mere sikre forhold for cyklister. 

Med den kommende cykelrute søger Xiamen at gøre en ekstra indsats for den grønne og gratis cykeltrafik. En indsats, som forhåbentlig spreder sig til Asiens øvrige millionbyer, så cyklen fremover bliver et sikrere transportvalg i de tæt befolkede og hårdt trafikerede byområder. Cyklisme giver renere luft, større bymæssig kvalitet og lykkeligere mennesker. 

Learning from Copenhagen

I projektet med supercykelslangen i Xiamen trækker vi på vores rige erfaring fra arbejdet med fodgænger- og cykelbroer for Københavns Kommune. Vores foreløbige hovedværk i den forbindelse er ubetinget den prisbelønnede Cykelslangen, der med sin lette elegance, harmoniske flow og urbane tilpasning både er blevet et ikon for København som førende cykelby og et ikon for Københavns høje bymæssige kvalitet som sådan. Ligesom Storebæltsforbindelsen i sin tid blev startskuddet til vores arbejde med store broforbindelser i hele verden, er Cykelslangen nu blevet startskuddet til Dissing+Weitlings arbejde med cykelbroer og øvrige infrastrukturelle løsninger for cyklisme i hele verden: 

”Der er stadig et enormt potentiale i forhold til at udbrede den humanistiske, brugerorienterede tilgang til design, vi tager for givet i vores moderne nordiske designtradition. De udenlandske kunder lytter virkelig, når vi præsenterer dem for vores helhedsorienterede, gennemtænkte løsninger, der oftest viser store hensyn til de mennesker, der skal bruge løsningerne, og samtidig kombinerer nordisk arkitektur med god funktion.” - Steen Savery Trojaborg, arkitekt, adm. direktør og partner i Dissing+Weitling.