11 år gammelt design til ny tysk buebro er stadig det foretrukne valg

Arkitektur med merværdi. Dronefilm med overflyvning af blandt andet Cykelslangen.

DISSING+WEITLING architecture leverer skitseforslag til bro-renovering i Ribe

Et stykke renoveringshistorie i Danmarks bedst bevarede middelalderby Ribe er på tegnebrættet. Tre af byens bevaringsværdige broer skal renoveres og fremhæve, at Ribe engang blev bygget på øer, der blev forbundet af broer. Skitseforslaget til renovering af de unikke historiske broer er tegnet af DISSING+WEITLING architecture.

Ribes bygningsmasse er uden sidestykke inden for landets grænser. Mange bygninger er fredede eller har høj bevaringsværdi og byens gadenet er enestående velbevaret. Byen kan som Nordens ældste føre sin historie helt tilbage til år 705, og fremstår i dag med domkirke, vandmøller, klostre og tæt bebyggelsesstruktur. Det er i denne arkitektoniske og historiske kontekst, Esbjerg Kommune har bedt DISSING+WEITLING architecture levere et skitseforslag, der kan revitalisere byens gamle broer Kvaderstensbroen, Midtmøllebroen og Ydermøllebroen

Jesper Henriksen, som er partner og arkitekt hos DISSING+WEITLING architecture fortæller:

- Ribe-broerne er smukke historiske vidnesbyrd, som vi ydmygt arbejder med at bringe tilbage til et udtryk, der viser deres betydning og historie. Vi går nænsomt til værks ved at tage hånd om broernes delelementer og tilpasse dem den historiske by. Det er en interessant opgave for os, fordi den befinder sig i krydsfeltet af flere af vores kompetencer, nemlig broarkitektur og renovering af kulturarven. Mange moderne broer bygges i dag ud fra bygherres ønske om at få et nyt vartegn for en by eller et område – i det her tilfælde er der tale om en anderledes ydmyg tilgang, der handler om at balancere nyt og gammelt.

Detaljens arbejde

I skitseforslaget lægges der op til at fjerne de ’nye’ fortove ved broerne så Kvaderstensbroens og Midtmøllebroens oprindelige buer bliver synlige. Samtidig får broerne et lille løft, der øger fornemmelsen af at krydse en bro. Elementer som kant (granithammer) og belægning (chaussésten) tilpasses og fortsætter over broen, så de binder nyt og gammelt sammen og passer til gaderummets middelalderlige træk. Alle tre broer får nyt værn, så de i opbygning og materialevalg trækker tråde tilbage til broernes oprindelse, fremstår beslægtet, og syner som en helhed ned gennem gågaden.

Teknik, design og research

Som det også er tilfældet i andre typer af renoveringsopgaver er arkitekternes forståelse og specialviden for netop materialer og urban kontekst helt afgørende for et godt resultat. Marie Granholm, som er arkitekt og renoveringsekspert hos DISSING+WEITLING architecture, siger:

- Vores skitseforslag til renovering af broerne sigter efter at give dem en plads i Ribes i forvejen stærke fortælling – vi skræller de uskønne lag fra, som er påført gennem tiden, og finder ind til broernes oprindelige karakter. Vi har udviklet et koncept for ombygning, tilbageføring og revitalisering, som tager udgangspunkt i broernes tidstypiske værdier og egenskaber. Ligesom ved andre typer af renoveringsopgaver, betyder det, at vi både trækker på vores specialviden og graver i lokalhistorien – fx foreningers arkiver, ældre kort og fotos, som kan medvirke til at afdække alle de historiske lag. Så ud over at være en teknisk og designmæssig opgave er det også en slags faglig-arkitektonisk research.

Ældre broer til nutidigt brug

Foruden broernes historiske betydning opfylder de en daglig praktisk funktion i byen og bidrager med sine historiske aftryk til Ribe som turistmagnet. Broerne er derfor på flere måder del af byens samlede ressource, og det er også sådan arkitekterne går til opgaven:

- Vi interesser os generelt for den eksisterende bygningsmasse og ser den som en fælles ressource. Broer som dem i Ribe lærer os jo noget om tidligere tiders byggeteknik, og materialer, men leverer også en fortælling om, hvordan vi lever i verden – før og nu. Når vi derfor som nation oplever, at der er bygninger, som vi ’ikke nænner at rive ned’, er det også udtryk for, at de gamle bygninger og konstruktioner bærer en erfaring, der forankrer os i tid og sted. Det gør dem bevaringsværdige, slutter Jesper Henriksen.

DISSING+WEITLING architectures skitseforslag skal behandles i Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune i løbet af februar/marts 2019.

Læs mere
Læs mere her om vores arbejde med renovering.