news

DISSING+WEITLING architecture henter kommunikationsprofil fra designbranchen

Pr. 3. september 2018 er Susanne Bendsen ansat som kommunikationsansvarlig i DISSING+WEITLING architecture. Arkitektvirksomheden har dermed valgt en kommunikationsprofil, som har solid erfaring med såvel dansk som international kommunikation og markedsføring, og har et stort netværk i designfeltet.

Susanne Bendsen får fremover til opgave at øge kendskabet til DISSING+WEITLING architectures kernekompetencer, sikre dansk og international medieomtale, foruden at understøtte prækvalifikation og samarbejder i design- og arkitekturøkosystemet.

Susanne Bendsen kommer fra en stilling som kommunikationschef i brancheorganisationen Design Denmark, og arbejdede forinden med kommunikation og citybranding af København. Hun har således mange års erfaring med både dansk og internationalt pressearbejde og markedsføring – en erfaring, hun vil bruge i sit nye job hos DISSING+WEITLING architecture:

- Dissing+Weitling er fra et kommunikationsperspektiv en virkelig spændende virksomhed. Tegnestuen har en unik historie og et DNA, der udspringer af selveste Arne Jacobsens tegnestue. Det betyder, at den har rødder i en verdenskendt dansk design- og byggetradition som – uanset skala - altid sætter brugerne og konteksten i centrum. Det er ret enestående, hvordan Dissing+Weitling har forstået at forvalte sin arv, og bringe den ind i fremtiden med nye teknologier, arbejdsmetoder og state-of-the-art byggerier og broer. Lige nu beundrer verden ”Cykelslangen”, som i sig selv er et smukt eksempel på et skarpt minimalistisk og brugervenligt design, der både peger tilbage på arven fra Arne Jacobsen og ind i fremtidens cykelbyer. Det er verdensklassearkitektur med impact og stor brandingværdi, siger Susanne Bendsen.

Susanne får også til opgave at videreformidle de mange historier, der ligger før, under og efter en byggeproces - om social merværdi for borgere og brugere, viden om bæredygtige materialer, optimale arbejds- og bomiljøer - og i det hele taget muligheder i en global og ressourcepresset verden:

- Jeg glæder mig meget til at bruge min faglighed i en arkitektbranche, som er både kreativ, forretningsstrategisk og samfundsmæssig højrelevant. Der er brug for, at vi tydeligt forklarer politikere, kommuner og stat om de værdier, der ligger i et byggeri, og hvad det egentlig betyder at investere i langtidsholdbare løsninger, som har kvaliteter for borgere og brugerne, slutter Susanne Bendsen.

Om valget af den nye kommunikationsprofil, siger administrerende direktør og partner i DISSING+WEITLING architecture, Steen Savery Trojaborg:

- Vi er rigtig glade for at have fået Susanne med om bord. Dissing+Weitling er undervejs med en ny strategi, og vi synes tiden er moden til også at udfordre kommunikationen endnu mere. Vores byggerier får stor opmærksomhed, og det samme gør dansk og nordisk arkitektur generelt. Susanne har det netværk og den erfaring, der skal til for at bruge momentum og løfte kendskabet til vores brand og kompetencer endnu mere.

Om DISSING+WEITLING architecture
DISSING+WEITLING ARCHITECTURE står bag nogle af verdens mest spektakulære broer, foruden internationale hovedsæder, boligområder og kulturinstitutioner. Blandt dem er Nationalbanken, Storebæltsbroen, Cykelslangen, Bryggebroen, Åbuen, Tuborg Havnepark, ECCO Hotel og Konferencecenter, DR Byen Nyhedshuset, Stonecutters-broen i Hong Kong, Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen K20 i Dusseldorf, nyindretning af Ny Carlsberg Glyptotek, og Fremtidens Bæredygtige Almene Boliger i Kolding. DISSING+WEITLING architecture har vundet en lang række internationale design- og arkitekturpriser, bl.a. Store Arne - Danish Association of Architects, Architizer A+ Awards og WAN Awards samt Icon Award i Danish Design Award, 2018. DISSING+WEITLING architectures design-DNA kan føres tilbage til Arne Jacobsens legendariske arkitektvirksomhed, som DISSING+WEITLING architecture har ført videre siden 1971.

Yderligere information
Steen Savery Trojaborg
Adm. direktør og partner
E: sst@dw.dk, T: +45 3283 5089, M: +45 2421 2634

Susanne Bendsen
Kommunikationsansvarlig
E: sub@dw.dk, T: +45 3283 5089M +45 2896 2128