news

DISSING+WEITLING tegner nytænkende konferencehotel i hjertet af København

hm2_cam_ext_1_f.jpg

Som det blev offentliggjort i går i Børsen, Berlingske, TV2 og en lang række andre nyhedsmedier tegner Dissing+Weitling i øjeblikket på et nytænkende, bæredygtigt hotel i hjertet af København for hoteloperatøren Scandic.

Med over 600 værelser og et samlet areal på mere end 30.000 kvadratmeter fordelt på 7 etager bliver det Scandic-koncernens hidtil største hotel og konferencecenter. Scandic Spectrum, som hotellet skal hedde, skal ligge på en stor grund på Kalvebod Brygge ved Københavns Inderhavn og er planlagt til at åbne i maj 2021.

”Vores ambition med Scandic Spectrum er at skabe et meget åbent og udadvendt hotel, hvor stueetagen åbner op mod omgivelserne og bliver en naturlig forlængelse af byens rum. Vi indretter stueetagen med caféer, restauranter og barer, så hotellet bliver et levende og indbydende sted at besøge og er med til skabe et attraktivt byliv i området. Huset bliver åbent for alle,” siger Daniel V. Hayden, partner i Dissing+Weitling og designansvarlig på projektet.

Hotellet kommer til at rumme 632 værelser, en 25 meter swimmingpool, flere restauranter, café, bageri, skybar, fitnesslokaler, store møde- og konferencefaciliteter og en p-kælder.

Visionen for Scandic Spectrum er at skabe et mangfoldigt og livligt sted på havnen for både byens og hotellets gæster, og hvor hotellet kommer til at afspejle den lokale kultur, havnens industri og den skandinaviske natur.

”Konceptuelt arbejder vi med flere temaer, blandt andet Kalvebod Brygges historie som hjemsted for en del af hovedstadens havneindustri, som vil kunne aflæses i valget af materialer og lyssætning, hvor rå beton, jern og stål, industrielt glas og hårdt træ kunne være fremtrædende elementer,” fortæller Daniel V. Hayden.

Scandic Spectrum får samtidig en stærk grøn profil med en række tiltag, der nedbringer husets driftsomkostninger betragteligt, og sikrer et behageligt og sundt indeklima for hotellets gæster. Med et tag af solpaneler, aktiv dobbeltfacade, optimal udnyttelse af dagslys og et termisk, atmosfærisk, visuelt og akustisk optimeret indeklima bliver hotellet en ren fornøjelse for både personale og gæster.

Projektets bygherre er HM 2 A/S, mens Scandic, som kommende lejer, vil være involveret i hele processen fra start til slut. Søren Jensen er rådgivende ingeniører, og KWØL er landskabsarkitekter på projektet.

Læs mere om Scandic Spectrum