Femernbæltforbindelsen

Dissing+Weitling er arkitekter på det hold der har udarbejdet skitseprojektet for skråstagsbroen over Femern Bælt. Udformning af broen er kendetegnet ved en gennemført designtilgang der giver det store bygningsværk en harmonisk helhed med et konsekvent design fra kyst til kyst.

De knap 270 meter høje V-formede pyloner understøtter opbygningen med vejdækket på det øverste niveau og det smallere jernbanedæk på det nederste. Broens S-formede kurve giver bilister og togpassagerer en mulighed for at få den fulde oplevelse af broens monumentale kvaliteter. Ved tilkørslerne vil bilisterne fx kunne se de høje pyloner som vil stå ca. seks kilometer fra den tyske kyst og ca. ni km fra den danske kyst, og undervejs vil udsyn og oplevelsen af broen hele tiden ændre vinkel og karakter.

Der er fire motorvejsspor samt to nødspor på øverste dæk og to elektrificerede jernbanespor på nederste dæk. I skitseforslaget er der monteret gennemsigtige vindskærme i hele broens længde.

På motorvejen etableres mulighed for overkørsler ved hjælp af et flytbart midterautoværn for at opnå maksimal kapacitet under ulykkestilfælde og ved vedligehold. På jernbanen etableres skiftespor på broen for at opnå maksimal kapacitet under vedligehold.

Broen er en såkaldt kompositløsning med brodragere i stål og et vejdæk i beton. På høj-broen forventes både brodrager og vejdæk at være af stål for at holde vægten nede.

Højbroen i skitseprojektet har et frit spænd på 724 m for hvert af de to hovedspænd. Dermed er der tale om de længste spænd, der nogensinde er bygget for en skråstagsbro til både biler og tog. De store spænd er nødvendige af hensyn til sejladssikkerheden. Den frie gennemsejlingshøjde vil være 66,2 meter. Udgangspunktet er Storebæltsforbindelsen, hvor den frie højde er 65 m. Hertil er lagt 1,2 meter for at tage højde for en forventet stigning i havniveauet som følge af klimaforandringer.

Fakta

Femernbælt

Danmark-Tyskland
2009-2018

17.5km

Bygherre: Femern A/S
Arkitekt: DISSING+WEITLING architecture
Landskabsarkitekt: Hasløv & Kjærsgaard
Ingeniør: COWI-Obermeyer JV

Læs mere om Femern-projektet