DaimlerChrysler, Hovedsæde København

Hovedsædet til DaimlerChrysler (i dag Mercedes Benz) er opført på en af de sidste byggegrunde på  Frederikskaj i København. Bygningen rummer administrationen for  DaimlerChrysler i Danmark og Sverige, med finans, controlling, edb, marketing og reser­ve­delsadministration fordelt på 4 etager.

Ved udformningen af DaimlerChrysler's nye hovedsæde er der benyttet ganske få og enkle arkitektoniske elementer, for derved at opnå den ro og elegance der kendetegner DaimlerChrysler. Den 120 meter lange bygning spænder fra Sydhavnsgade frem til havnebassinet i 21 meters bredde. Den markerer sig ved tre spatiøse glasatrier, bundet sam­men af vandrette glasbånd og granit­beklædning.

Atrierne og tagkronen i glas er afgørende for opfattelsen af bygningen. Atrierne skaber en transparens der i det daglige signalerer en stor åbenhed og giver en logisk og overskuelig opdeling af huset. Tagkronen i glas binder bygningen sammen, således at huset snarere opfattes som en glasbygning med facadepartier i granit, end omvendt.

Huset indeholder på 1. - 3. etage primært kontorer og mødelokaler for de enkelte afdelinger, mens stueetagen, udover reception og udstilling, rummer virksomhedens kantine og køkken. Personaleindgangen med elevator og åben trappe til tagetagen er placeret midt i bygningen, hvorfra der er adgang til alle afdelinger i huset.

Øverst i bygningen, på penthouse­etagen, er indrettet et auditorium til 200 personer, møderum og VIP-lokaler til direktionen samt en tagterrasse.

Kontoretagerne er opbygget som dobbelt­korridorer med mulighed for at udnytte midterarealerne til kernefunktioner som mødelokaler, arkiv, toiletter m.v.

For at trække dagslys ind midt i bygningen, er der flere steder anvendt glasskillevægge ind mod gangarealerne, og pga. husets store dybde har det været muligt at indrette storrumskontorer kombineret med enkeltmands­kontorer. For at understrege den skandinaviske atmosfære, er huset indvendigt holdt i lyse farver, og på gulvene er udlagt parket i ahorn.

Belysning
I samarbejde med DaimlerChrysler  blev der undervejs i byggeprocessen enighed om at designe et armatur specielt til DaimlerChrysler. Formålet hermed var at skabe et fleksibelt armatur, forstået således, at lysstyrken i hvert enkelt armatur kunne styres individuelt, og dermed afpasses efter den enkeltes behov. Samtidig var det et ønske at fordele armaturerne på en måde så skillevægge kunne flyttes og opsættes påny uden at skulle ændre på belysningen.

Fakta

Hovedsæde
København, Danmark
1999

Areal: 9.700 m2
Bygherre: Højgaard & Schultz
Arkitekt: DISSING+WEITLING
Ingeniør,VVS: Hansen, Carlsen & Frølund
Ingeniør, el: Steensen & Varming
Landskabsarkitekt: Ginman-Harboe-Borup

Pris: Præmieret af Gulvbranchens Samarbejds- og Oplysningsråd (Gulvprisen) 1999