Bryggebroen

Med Bryggebroen fik København for første gang i 50 år en ny bro over havnen. Broen forbinder Havneholmen med Islands Brygge og er en del af Københavns Kommunes kommende netværk af gang- og cykelstier.

For at opnå tilstrækkelig frihøjde under broen og samtidigt sikre tilgængelighed for kørestolsbrugere er broen udformet som en stålkonstruktion med en rombeformet rygrad hvorfra cykel- og gangbanerne er udkraget som lette vinger. Drejefagets underliggende drager huser drejemekanismen placeret højt over vandspejlet..
En unik detalje ved broens design er den integrerede belysning. Armaturer i gelændernes håndlister oplyser dragerens skrå sideflader, mens broens underside oplyses af armaturer indbygget i dækkene.

Bryggebroen har to gennemsejlingsfag. Det faste fag, til havnebussen og mindre skibe, har en bredde på 21 m og en frihøjde på 5,45 m. Drejefaget har ved åbning en fribredde på 35 m.

Dissing+Weitling modtog i 2006 et diplom fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse for Bryggebroen.

Fakta

190 m drejebro til fodgængere og cyklister
København, Danmark
2006

Bygherre: Københavns Kommune, Vej og Park
Arkitekt: DISSING+WEITLING
Ingeniør: Carl Bro Gruppen
Totalentreprenør: Pihl & Søn

Pris: Diplom fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, 2006

Fotograf: D+W / Steen Savery Trojaborg