
Dissing+Weitling valgt som arkitekter for Femern-broen
27. marts - dagen efter Femern-forbindelsens vedtagelse i Folketinget - offentliggjorde Femern Bælt A/S de to hold der er udvalgt til at arbejde videre med projektet – et brohold og et tunnelhold.
Dissing+Weitling er sammen med Cowi A/S (DK), Obermeyer Leonhardt, Andrä und Partner (DE) og Flint & Neill Partnership (UK) med på holdet der skal undersøge de tekniske, økonomiske og miljømæssige forhold ved en broløsning.
Undersøgelserne foregår over de næste par år hvorefter det endeligt besluttes om det 19 km brede Femern-bælt skal krydses af en bro eller en tunnel.
Planen er at den faste forbindelse – der bliver en af verdens største – skal stå færdig i 2018.
Siden udvælgelsen som arkitekter på Storebæltsforbindelsen i 1988 har Dissing+Weitling med deltagelsen i mere end 200 broprojekter arbejdet sig op i verdenseliten inden for brodesign. Blandt tegnestuens aktuelle projekter er Stonecutters Bridge i Hong Kong – skråstagsbro med verdens 2. længste spænd og New Forth-forbindelsen i Skotland – det største skotske anlægsprojekt i nyere tid.