21. april 2010

D+W vinder stor visualiseringskontrakt for Trafikstyrelsen

DISSING+WEITLING architecture har indgået kontrakt med Trafikstyrelsen og skal med Rambøll som underrådgivere udarbejde materiale til illustration af opgraderingen af jernbanestrækningen mellem Ringsted og tilslutningen til Femern Bælt forbindelsen.

Baggrund for opgaven
Projektet er en del af Femern Bælt traktaten mellem Tyskland og Danmark; i sammenhæng med etableringen af den faste forbindelse skal de tilhørende danske landanlæg – veje og jernbaner – opgraderes. Opgraderingen indebærer elektrificering af jernbanestrækningen mellem Ringsted og tilslutningen til den faste forbindelse, kapacitetsudvidelse på Øresundsbanen, ombygning af eksisterende broer og tunneller samt bygning af diverse overhalingsstationer og sporbærende broer.

Skabe optimalt visuelt grundlag
Projektet skal i offentlig høring i 2011 og gennem politisk stillingtagen i 2012, og det bliver således DISSING+WEITLINGs opgave at sikre det bedst mulige visuelle grundlag for denne beslutningsproces.

”Det er en visualiseringsteknisk kompleks opgave hvor vi kan trække på vores erfaringer med design og visualiseringer af broer og andre infrastrukturelle anlæg ”, siger Steen Savery Trojaborg, partner i DISSING+WEITLING

Visualiseringerne kommer primært til at bestå af såkaldt fotomatch: en realistisk visualisering af projektet bygget op på grundlag af luft- og terrænfotos samt 3D terræn- og projektmodeller. Herudover planer, snit diagrammer og rene 3D-visualiseringer.

Fakta

Visualisering af Femern Bælt, danske jernbaneanlæg

Kunde:Trafikstyrelsen

Arkitekter: DISSING+WEITLING architecture

Underrådgivere: Rambøll