Etableringen af DISSING+WEITLING
Historien om Dissing+Weitling har rødder i den banebrydende arkitektvirksomhed som professor Arne Jacobsen drev fra begyndelsen af trediverne frem til sin død i 1971.

Hans Dissing havde i mange år været tegnestuechef hos Arne Jacobsen, mens Otto Weitling arbejdede som associeret partner på de tyske projekter. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse at netop de to efter Jacobsens død blev opfordret til at færdiggøre tegnestuens mange igangværende opgaver, hvilket lagde grundstenen til etableringen af arkitektfirmaet Dissing+Weitling i 1971.

Internationalt udsyn
I virksomhedens første år fuldførte Dissing+Weitling de mange projekter startet under Arne Jacobsen. Med opførelsen af rådhuset i Mainz, feriecenteret på Femern og Den Danske Ambassade i London tydeliggjorde Dissing+Weitling fra starten en selvfølgelig indstilling til at arbejde på tværs af de nationale grænser, og allerede i 1972 vandt tegnestuen de første internationale konkurrencer i eget navn: IBM-center i Hamburgs City Nord og Kunstsammlung Nordhrein-Westfalen i Düsseldorf .

Stærke samarbejdspartnere
Dissing+Weitlings historie bærer præg af flere langvarige samarbejdsrelationer med markante bygherrer.
Arbejdet som husarkitekter for Novo Nordisk har siden tegnestuens begyndelse bragt Dissing+Weitlings byggeaktiviteter rundt i det meste af verden med opførelsen af talrige administrations-, laboratorie-, produktions og industribyggerier.
Samarbejdet med en anden vægtig bygherre, Danmarks Nationalbank strækker sig tilbage til 1961 hvor Arne Jacobsen vandt en indbudt konkurrence om opførelsen af nationalbankens samlede kompleks. Byggeriets første etape blev indviet kort før Jacobsens død, hvorefter Dissing+Weitling fuldførte de følgende to etaper. Samarbejdet fortsatte indtil 2001 hvor Dissing+Weitling forestod en omfattende renovering og ombygning af bankens tagterrasse, kantine og køkkenområde.
I 1988 fik Dissing+Weitling overdraget opgaven som rådgivende arkitekter for Folketinget - et arbejde der har omfattet nyindretninger, renovering og ombygning.
Og endelig, som sidste eksempel på tegnestuens langvarige samarbejdsrelationer, har Dissing+Weitling siden 1987 fungeret som husarkitekter for Ny Carlsberg Glyptotek.

Broer til hele verden
Da Dissing+Weitling i 1988 blev udvalgt som arkitekter for Storebæltsforbindelsen indledtes et nyt kapitel i firmaets historie. Der blev oprettet en afdeling som udelukkende beskæftigede sig med brodesign og -projektering, og ved Storebæltsforbindelsens indvielse i 1998 havde tegnestuen indtaget en position blandt verdens førende brodesignere.

Positionen var allerede blevet bekræftet et par år tidligere, da Dissing+Weitlings forslag blev udvalgt som vinder blandt 100 projekter i en højt profileret konkurrence om Poole Harbour Bridge i England. I dag har Dissing+Weitling været involveret i mere end 200 broprojekter over hele verden.

Markante projekter i Ørestad
Dissing+Weitling vandt i 1994 en konkurrence udskrevet af Kulturministeriet om opførelsen af Det Kongelige Bibliotek på Amager. Biblioteket, der var det første planlagte projekt i udviklingen af Ørestad, blev i 2002 tildelt den prestigefyldte japanske Good Design Award.

I den nordlige del af Ørestad har Dissing+Weitling opført det nye mediehus for DR. Huset danner ramme om nyhedsstudier, redaktionslokaler, produktionsfaciliteter, direktionslokaler, garager samt værksteder, og blev i 2006 prisbelønnet for integrationen af energibesparende løsninger.

I Ørestad Syd har Dissing+Weitling udviklet masterplanen for Copenhagen Towers i samarbejde med Foster + Partners. Komplekset, der bliver opført over de næste år, rummer både kontor, hotel og konferencefaciliteter og bliver med sine 130.000 m2 et af de største i firmaets historie.